Sund stemme på jobbet

Når sang indgår i jobbet

Hvis du arbejder som bedemand, præst, pædagog eller har et andet job, hvor du på et tidspunkt skal synge, kan det være en udfordring – især hvis du helst vil gemme dig i mængden, men nærmest skal synge solo. Hos Musik-konsulenterne kan du få coachede forløb, der er målrettede mod netop dit fag og din personlige udvikling, og sammen skaber vi rammen for, at du bliver tryg ved din egen stemme og præstation.

Undervisningen foregår som udgangspunkt hos Musik-konsulenterne, men hvis der er flere medarbejdere på samme arbejdsplads, der er tilmeldt et forløb, kommer jeg gerne ud til jer.

Pædagoger

Bliv bedre til at synge, og bliv klogere på børnestemmer.

Når du synger med børn, er der ikke kun din egen stemme at tage hensyn til. Det er vigtigt, at børnenes stemmer bliver taget i betragtning, så de bliver ved med at være sunde. Mange voksne lægger sangene i et leje, hvor de selv synger, hvilket kan slide på børns stemmer. Med et forløb hos Musik-konsulenterne tager vi udgangspunkt i din stemme og dit faglige niveau. Vi arbejder med din personlige sangudvikling, en forståelse for børnestemmens omfang og sundhed og hvordan disse kan forenes i dit daglige arbejde.

Forløbet kører over 10 gange á 30 min., hvor du får eneundervisning i sang, samt 5 gange med konsulentbesøg i egen institution á ca. 60 min., hvor vi sammen kigger på sangvalg, børnestemmer m.m.

Der udstedes kursusbevis efter endt forløb.

Musik-konsulenterne tilbyder også musikforløb/musiktimer for vuggestue- og børnehavebørn, og kurser for pædagoger, der laver musik med mindre børn.

Bedemænd og præster

Vi har talt med flere bedemænd, der føler sig usikre, når de stort set er de eneste, der synger med på salmerne ved bisættelser og begravelser, eller når man syger folk ud hjemme.

Med et forløb hos Musik-konsulenterne kan du få bedre styr på din egen stemme, når du ufrivilligt bliver den, der leder salmesangen. Udgangspunktet er din stemme, og repertoiret er de oftest brugte salmer ved bisættelser og begravelser.

Forløbet kører typisk over 10 gange á 30 min., hvor du får eneundervisning i sang.